Iben Hjejle og Signe Lindkvist bliver værter ved SVEND Prisen 2025
Torsdag den 28. august samles skuespillere, branchefolk og filmentusiaster fra hele landet i Svendborg for at fejre det forgangne års mest markante præstationer i dansk film og TV. I dag kan SVEND Filmdage offentliggøre, at det er det dynamiske værtspar Iben Hjejle og Signe Lindkvist, som skal føre publikum sikkert gennem den 21. udgave af SVEND Prisen. SVEND Prisen er Danmarks eneste filmpris, hvor det er danskerne selv der, via en offentlig afstemning, afgør, hvem der løber med de eftertragtede statuetter.
SVEND Prisen – der også går under navnet ‘Hele Danmarks Filmpris’ – uddeler priser i følgende kategorier: Årets danske film, Årets udenlandske film, Årets danske børnefilm, Årets udenlandske børnefilm, Årets kvindelige skuespiller, Årets mandlige skuespiller, Årets håb, Årets danske tv-dramaserie, Årets danske skuespiller i en tv-dramaserie og Hædersprisen.
SVEND Prisen er Danmarks eneste filmpris, hvor det er publikum, der afgør, hvem der løber med årets priser. En professionel jury, bestående af Maria Månson (filmekspert, kulturjournalist og forperson for juryen), Daniel Bentien (redaktør, kino.dk), Dorte Wiedemann (Sekretariatsleder, Foreningen af Filmudlejere i Danmark) og Klaus Hansen (direktør, FilmFyn) står for at udvælge de nominerede i skuespilskategorierne. De nominerede i filmkategorierne udvælges på baggrund af billetsalg i perioden, mens serie-kategorien baseres på seertal. Modtageren af Hædersprisen udvælges af SVEND Filmdages bestyrelse, og offentliggøres snarest.
Karismatisk værtsduo i front
I front for prisuddelingen står værtsparret Iben Hjejle og Signe Lindkvist. Iben Hjejle, der er aktuel med TV2 serien Løgnen og Signe Lindkvist, der er kendt for hendes mange roller og indflydelse både foran og bagved TV-skærmen er en erfaren værtsduo. Sammen har de i flere år bl.a. haft den succesfulde podcast Sitter, hvor deres naturlige kemi og ærlige samtaler fangede mange lyttere hver uge.
Signe og Iben udtaler om værtsrollen:
“Vi er både stolte og glade over at få lov til at være værter ved årets Svend Pris 2025. Det er som regel en af de dejligste aftener og det er kæmpe ære at skulle stå i spidsen for en fejring af dansk film og serier – og ikke mindst foran det passionerede Svendborg. Der er så meget vild kreativitet i dansk filmkunst lige nu – både i de store biografoplevelser og i de serier, vi samles om derhjemme – og det fortjener at blive hyldet med manér. Vi lover at gøre os umage, holde stemningen høj og skabe en aften fuld af grin, kærlighed og kæmpe kærlighed til dem, der fortæller de historier, vi aldrig glemmer. Der er dømt fest – vi glæder os helt vildt!”