Kom tæt på Trine Dyrholm – årets hædersgæst ved SVEND Filmdage
Hvordan griber Trine Dyrholm opgaven an, når hun skal skildre en desperat mor i filmen ’Det andet offer’? Og hvordan vælger hun hvilke film og tv-serier hun vil medvirke i?
Det får publikum måske svar på, når Trine Dyrholm, en af Danmarks mest markante og mest prisvindende skuespillere indtager Borgerforeningens scene i en eksklusiv masterclass om hendes karriere.
Trine Dyrholm er kendt for sin evne til skabe komplekse og nærværende karakterer, der står lysende klart i publikums bevidsthed.
I en samtale med film- og kulturjournalist Marina Månson vil Trine Dyrholm give et sjældent indblik i sit liv som skuespiller, fortælle om karrierevalg og det tætte samarbejde med instruktører og kolleger.
Gå ikke glip af den unikke mulighed for at komme helt tæt på SVEND Filmdages hædersgæst den 28. august kl.15 – få timer før hun modtager prisen ved SVEND Pris-uddelingen på Torvet i Svendborg.
Billetten koster 50 kr, inklusiv en øl/vand.
Trine Dyrholm hyldes som hædersgæst ved SVEND Prisen, for både med humor og tyngde at have skabt ikoniske film- og tv-øjeblikke genen tre årtier. Hun er en af de mest prisvindende danske skuespillere for sine overbevisende præstationer i film som ’Hævnen’, ’Kollektivet’, ’Dronningen’, ’Den skaldede frisør’, og ’Pigen med Nålen’.
Som en hyldest til Trine Dyrholm viser SVEND Filmdage hele tre film med hædersgæsten – helt gratis
I Filmhaven kan man under åben himmel den 22. august kl. 18.15 se ’Den skaldede frisør’ fra 2013. Samme aften kl. 20.30 gælder det filmen ’Nico 1988 ’fra 2018. Og lørdag den 23. august kl. 20.30 vises ’Det andet offer’, som havde premiere i foråret 2025.
For sin rolle i sidstnævnte film er Trine Dyrholm nominet til SVEND Prisen Årets kvindelige hovedrolle.
Hyldesten af Trine Dyrholm er gjort mulig med støtte fra Fonden for Fynske Bank.
Kirsten Elkjær, der er regionsdirektør i Fynske Bank i Svendborg siger om støtten:
”Svend Filmdage samler os om de stærke fortællinger, vi spejler os i som mennesker, og hos Fonden for Fynske Bank støtter vi initiativer, der styrker fællesskaberne lokalt og udvikler kulturlivet i vores region.
Derfor er jeg stolt af, at fonden har givet en donation på 75.000 kroner til arrangementer omkring årets hædersgæst.Trine Dyrholm har gennem mange år beriget dansk film og vores fælles kulturarv med store præstationer, der samler os på tværs af skel”.
Køb billet til masterclass med Trine Dyrholm her






