SVEND Prisen – Hele Danmarks Filmpris hylder i år Trine Dyrholm for sine enestående præstationer i dansk film, tv og teater gennem over tre årtier.
Fra den 22. til 28. august sætter SVEND Filmdage fokus på Dyrholm, der hyldes gennem særlige arrangementer i løbet af ugen. Hyldesten kulminerer den 28. august, når hun modtager Årets Hæderspris 2025 ved SVEND Prisen i Svendborg.
Den 21. udgave af SVEND Filmdage finder sted fra den 22.-28. august i Svendborg, hvor publikum endnu en gang får mulighed for at opleve og hylde de allerbedste præstationer inden for film, serier og skuespil samt opleve en hel uge med en masse filmvisninger og fordybelse. Filmdagene kulminerer med SVEND Prisen – en storslået prisuddeling den 28. august på Svendborg Torv med Iben Hjejle og Signe Lindquist som værter.
Traditionen tro hylder SVEND Filmdage 2025 én af Danmarks største og mest markante personligheder, og i år er valget faldet på Trine Dyrholm. Udover at modtage Årets Hæderspris ved SVEND Prisen vil Trine Dyrholm være i fokus ved en række særlige arrangementer i løbet af ugen.
Årets hædersgæst, Trine Dyrholm, udtaler:
“Jeg er meget beæret over at modtage SVENDs Hæderspris. Jeg elsker mit arbejde og er dybt taknemmelig over de mange fantastiske projekter, jeg har fået lov til at være en del af og de samarbejder jeg har haft med inspirerende og dygtige kollegaer. Senest Pigen Med Nålen og Det Andet Offer, som begge har fået en fantastisk modtagelse af publikum. Jeg glæder mig til at komme til Svendborg i slutningen af august og fejre årets danske film sammen med kollegaer og ikke mindst publikum.”
Klaus Hansen, forperson for SVEND Filmdages bestyrelse, udtaler om Trine Dyrholm som årets hædersgæst:
“Trine Dyrholm besidder alle de kvaliteter, der skal til for at levere dybdegående og engagerende underholdning. Hun fylder altid sine roller med autenticitet og mestrer både det psykologiske drama, det rørende og det intense. Hun kan bevæge sig fra dyb tragedie til absurd komik med lethed. Det er derfor med stor glæde, at vi i år kan hylde Trine Dyrholm for hendes betydning for dansk film og tv gennem flere årtier”.
Vi har været en tur i billedarkivet – og det er bestemt ikke få gange, Trine Dyrholm tidligere er blevet hædret ved SVEND Prisen.