Under SVEND Filmdage 21.–27. august 2026 forvandler Krøyers Have sig igen til Filmhaven – et hyggeligt frirum midt i byen, hvor film, fællesskab og atmosfære smelter sammen under åben himmel.
Hver dag er der gratis filmvisninger formiddag, eftermiddag og aften – fra skæve og store filmperler til håndplukkede oplevelser for både børn, unge og voksne. Programmet favner bredt og byder på noget for enhver smag.
Alle arrangementer i Filmhaven er gratis at deltage i.
Mellem filmene kan du blive hængende og nyde stemningen i haven. Kig forbi boderne med øl, vand, kaffe, kage og snacks, eller slå dig ned i caféområdet og lad dagen glide over i aften. Der vil også være mulighed for at købe grillmad i løbet af ugen samt at forudbestille aftenmadsmenuer, som kan nydes før filmvisningerne fredag, lørdag, søndag og mandag aften, læs mere i programmet nedenfor.
Der står loungestole klar i Filmhaven, men pladserne er først til mølle. Så kom gerne i god tid – eller tag din egen stol med, hvis du vil sikre dig en god plads.















